"Klatring er fællesskab, eventyr, udfordring og leg. Vi tager ansvar for hinanden og for os selv, både så projektet lykkes, og så alle får en god oplevelse."

Af Charlotte Cecilie Steenkjær, klatrelærer på Hardsyssel

Når jeg kommer forbi et træ af en anseelig størrelse, kigger jeg op. Når jeg kommer i et rum med højt til loftet, kigger jeg op. Når jeg står foran en høj bygning, kigger jeg op. Det er blevet en vane, og det er en vane, jeg har det godt med at have. Jeg kigger altid efter muligheder for en udfordring med et reb, en sele, et par slynger, nogle karabiner og lidt andet klatreudstyr. Klatring er for mig en leg med en uendelig masse muligheder.

På eventyr

Jeg har altid klatret, og jeg har bygget svævebaner og tovbroer. I sommerferierne hos farmor og farfar var jeg ingeniøren bag et utal af svævebaner sammen med alle mine yngre fætre og kusiner. Sikkerheden har sikkert ikke været ret god – rebene, vi brugte, var nogle gamle støvede nogle, vi fandt på farfars høloft ovenover hestestalden, og selen var nogle viskestykker vi bandt sammen.

Og når årets svævebane skulle strammes op, var det bedst, at det skulle ske den 24. juli, for der havde farmor fødselsdag, og hele familien var samlet, så der var masser til at trække i rebet, så det hele blev godt stramt. Sommetider brugte vi en pink rhododendronbusk til at tage farten af svævet. Den kradsede lidt på vores bare ben, men i vores fantasi var vi med USA`s 1. rumfærge, Columbia, på vej ud i rummet. Vi havde en mission, og vi var sammen om den. Det var fællesskabet, der gjorde eventyret muligt, og derfor de sommerferier hos farmor og farfar står stærkt i vores hukommelse.

En verden af muligheder

I dag er det ikke længere mig, der svæver. Det gør eleverne på Hardsyssel Efterskole. Men jeg er stadig vild med drømmen om at bygge noget, som gør noget muligt, som ikke var muligt før legen gik i gang. Og fællesskabet er stadig det helt grundlæggende.

På Hardsyssel Efterskole har jeg undervist i jordens - i min optik - bedste fag klatring siden 1999, og når jeg træder ind i rollen som klatreinstruktør, så er jeg mere end blot læreren Charlotte på 46 år med de begyndende grå hår og snart læsefelt i brillerne. Jeg er en heldig lærer, som får lov at opleve, at fantasi og leg stadig eksisterer, når eleverne og jeg drager på en rejse ind i en verden af muligheder, hvor vi skal prøve at overvinde tyngdekraften.

Vi tør tage ansvar

Vi rappeler ud fra høje tårne og siloer. Vi mærker suset, når vi står højt oppe og skal nedad blot hængende i et reb. Vi klatrer i træer, vi laver mad i træer, bevæger os mellem træer oppe i luften, vi overnatter i hængekøjer højt oppe i træer, og vi får mange gode snakke oppe i træerne.

Og vi når ikke målet alene. Vi tager ansvar for hinanden og for os selv, både så projektet lykkes, og så alle får en god oplevelse. Begrebet ”højdeskræk” eksisterer ikke i vores univers, for alle kan være med på det niveau, man er på, og der er brug for alle. Sommetider skal man måske agere en busk, som skal bruges til bundsikringen. Men det er lige så vigtigt at have en ”busk”, som at have én, der tør klatre højest op. For hvis ”busken” ikke er der, bliver der slet ingen klatring.

Vi stoler på hinanden

Eleverne lærer fra bunden, hvordan man sætter klatrebaner sikkert op, så de derved kan bruge det, de har lært til at lege videre i fritiden og i fremtiden, og de kan invitere andre med ind i klatreverdenen. Faget er bestemt ikke ufarligt, derfor snakker vi om, at det man gør, skal være er i orden, og vigtigheden af, at vi kan stole på hinanden.

Alle på klatreholdet er gode til noget, og vi kommer gennem skoleåret til at kende hinandens styrker. Det er vigtigt at have øje på dem, så alle kommer til at yde deres bedste. Og faktisk - har jeg set med mine egne øjne - når elever har haft klatring på Hardsyssel Efterskole og bestået Klatreprøven på Begynderniveau, så løfter de hagen og kigger op. De ser nemlig efter muligheder for at komme på eventyr. Det er blevet en vane.