"Morgenerne på Hardsyssel fortæller alt om stemningen på skolen."

Af Rolf Sanderhoff, forstander på Hardsyssel

Alle mennesker har en meget utvetydig og klar holdning til det at komme op om morgenen, men op skal vi alle. Jeg hører til dem, der elsker morgenerne. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det blevet med tiden. Det er en af mine opgaver at starte Hardsyssel hver morgen. Det er en opgave, jeg er særligt glad for. Det betyder nemlig, at jeg hver morgen møder alle eleverne til morgenmaden.

Det er godt møde, der viser os alle lige så morgengrimme eller morgenpæne, som vi nu er. Selvom efterskoleelever af og til er alt andet end friske om morgenen, så er det alligevel meget livgivende at kunne mærke dem alle sådan fra morgenstunden.

Årets rytme

Det er til  morgenmaden, jeg kan mærke, hvilken stemning der på skolen. Jeg kan mærke, hvor på året vi er. Jeg mærker både opture og nedture, nervøsiteten, dagligdagen, glæden og spændingen.

Et efterskoleår har selvfølgelig sin egen rytmen, og den læses tydeligt ved morgenbordet. Fra begyndelsen i august, hvor ingen rigtigt kender hinanden, og hvor spændingen og nysgerrigheden er helt fremme. Helt konkret er det også den tid på året, hvor jeg skal fortælle eleverne, hvordan morgenmaden foregår, så vi alle får noget at spise og et godt måltidsfællesskab.

I begyndelsen af året er alle forsigtige, undrende og nysgerrige. Hen i den mørke tid slæber vi os i gang, eleverne har som resten af Danmark svært ved finde en rigtig god grimasse, for lyset er blevet væk, og vi må leve af kunstlys. Til gengæld går morgenmaden mere gelinde. Nu ved vi alle, hvad der skal ske. Vi har en ide om, hvad der sker i løbet af dagen. Vi kender rytmen, vi har fået venner og opgaver.

Nu kan vi det hele

Når foråret kommer, kan alle det hele. Måltidet kan afvikles på rekordtid, også selvom det på ingen måde er et mål, at det skal gå stærkt. Jeg behøver bare løfte en lillefinger, så ved eleverne, det er deres tur. Det er også her, elevholdet har vænnet sig til min meget dårlige humor, og kun har mild hovedrysten til overs for den.

Det er i foråret, jeg begynder at minde eleverne om, at skoleåret har en ende. Det bryder de sig nu ikke så meget om at få af vide. Det får de så alligevel. Vi skal nemlig som mennesker være i stand til at tage afsked. Derfor er det ikke kun sørgeligt, at et efterskoleår ender. Det betyder også goddag til noget nyt, som sikkert bliver helt fantastisk. Det er selvfølgelig specielt at sige farvel til nogen, man har boet så tæt sammen med.

Farvel og goddag

Personligt tager jeg afsked i spisesalen, dagen efter et elevhold er taget hjem. Så sidder jeg et ganske bestemt sted i spisesalen helt alene og spiser min havregryn, mens jeg lige tænker på hver enkelt elev, og hvor de sad i går.

Det er også på den plads, jeg sidder, dagen før et elevhold ankommer. Jeg spiser min havregryn, og minder mig selv om, at i morgen kommer der et nyt elevhold fuld af forventninger, klar til at sprede glæde og liv med lidt medfølgende bøvl ind i mellem. Frem for alt minder jeg mig selv om, at bortset fra andenårs-eleverne, så aner de intet om, hvordan morgenmaden foregår. Men til juni så kan de, og så rejser de hjemmefra.