"Musik er empati, fællesskab og kuldegysninger."

Af Laura Østergaard Rasmussen, musiklærer på Hardsyssel

Da jeg for 10 år siden kom hjem fra mit eget efterskoleophold, arvede jeg min fars pladespiller. Pladespilleren, som stod i kælderen i mit barndomshjem, fungerede igennem hele min barndom som en slags alter, hvor min far og jeg sammen kunne opleve en enkelt times ro fra omverdenen. Det var her, min kærlighed til musik opstod.

Musikkens stikkontakt

De fleste mennesker vil ligesom mig kunne genkalde sig et billede eller et minde fra deres liv, hvor musik har spillet en væsentlig rolle for deres videre følelsesliv. Den norske musikterapeut og -forsker Even Ruud går så vidt som at sige, at musikken i vores liv hænger uløseligt sammen med vores identitet. Denne antagelse bygger han på sin mangeårige forskning på området samt den tyske psykolog Heinz Kohuts teori om ’selvobjekter’. Disse såkaldte ’selvobjekter’ beskriver Heinz Kohut som objekter - fysiske såvel som æstetiske - som, når vi kommer i kontakt med dem, vil få os til at føle som om, vi er blevet tilsluttet en ’følelses-stikkontakt’. Det er derfor, at jeg kan høre min fars stemme, hver gang jeg hører ’Fed Rock’ med Shu-bi-dua, og hvorfor mange mennesker får lidt fugtige øjne, når de hører ’Dejlig er jorden’. Mange af os kender også kuldegysningerne. Det er derfor, at musik er væsentligt i alle former. Det er også derfor, at dette indlæg i sagens natur bliver en anelse ’føle-føle’-agtigt – i allerbedste efterskolestil.

Musik er empati

Som musiklærer tænker jeg meget over at skabe sammenhæng mellem vores selv og vores musik. Derfor begynder alle musiktimer på Hardsyssel Efterskole med, at en elev eller lærer spiller et stykke musik for resten af klassen og fortæller, hvorfor netop dette stykke er vigtigt for dem. Vi andre får et stykke af vores kammerater givet til os, som vi skal tage vare på. Vi hører historier om død og sorg, men oftest om kærlighed. Vi øver os på at lytte til og tale om musik på en respektfuld måde, også selvom vi måske ikke forstår den. Lige dér er musik empati. Derfor forsøger vi på Hardsyssel at fylde vores hverdag med musikoplevelser.

Plads til dig og os

På musiklinjen lytter vi sammen til musik og fortæller historier om den, vi spiller sammen og fortæller historier om det, og vi skriver den og fortæller historier igennem den. Her er der plads til ’dig’, og der er plads til ’os’. Når vi spiller sammen, og alting går op i en højere enhed, og det der ’groove’ opstår, så er vi utroligt tæt på hinanden. Alle gør det helt rigtige og mærker musikken helt rigtigt på det helt rigtige tidspunkt. Det øjeblik er fællesskab.

Ramt af Hardsyssel

Også i det store fællesskab er vi på Hardsyssel sammen om musik. Fx om fredagen når vi mødes for ugens sidste gang til ’infotime’. Her synger vi sammen. Vi vælger sange, som vil vores elever noget. Vi præsenterer dem for potentielle selvobjekter, som om mange år sikkert vil agere stikkontakt for vores elever - og de tager imod dem med åbne arme.

Min egen rolle til disse infotimer er fast – jeg synger for og skifter ’dias’. Men sommetider træder jeg væk fra mikrofonen et øjeblik for at lade mig ramme af Hardsyssel. Der er elever, der står arm i arm og rokker med, der er spontane ’dancemoves’, og der bliver sunget af hjertens lyst. Det er lige her, at vi forærer hinanden materiale at tilbede på vores eget personlige musikalter til resten af livet.

Kuldegysningerne

Jeg er stolt af at fortælle, at jeg er lærer på en musikefterskole, men jeg er endnu mere stolt over at kunne kalde Hardsyssel for en musikefterskole, som har elevernes egen og fællesskabets identitet at aflevere sammen med afgangsbeviset. Og så er jeg taknemmelig for kuldegysningerne.