"Vi har blot 10 pladser tilbage til næste skoleår. Hvis du endnu ikke har tilmeldt dig, skal du skynde dig. Vi holder årets sidste Åbent Hus onsdag 13. juni."

Af Rolf Sanderhoff, forstander Hardsyssel

Hvis du har fortrudt, du ikke skal på efterskole til næste år, behøver du ikke fortvivle. Hardsyssel Efterskole har stadig 10 ledige pladser til næste skoleår – men du skal skynde dig, hvis du vil have en plads, for der er rift om dem. Vi holder årets sidste Åbent Hus onsdag 13. juni – her kan kommende elever og deres forældre komme forbi og mærke stemningen og møde nuværende elever og lærere.

Vi viser klatring og spring den aften – og kommende elever kan også prøve at klatre og springe i vores springsal. Vi glæder os til at vise skolen frem for sidste gang i år, og derfor gør vi lige lidt ekstra ud af aftenen.

En bred efterskole

Vi er en bred efterskole, hvor du ikke kan specialisere dig i kun én ting – og vi har elever fra hele Danmark. Begge dele er en fordel for de unge, vurderer vi. Når man som elev kommer på en skole med mange forskellige fag, linjer og interesser, så møder man mennesker, man ikke havde regnet med, kunne blive ens venner. Måske er det den allerstørste fordel ved en bred efterskole. Man møder nogen med samme interesser som en selv, og man møder nogen, der på ingen måde ligner en selv. Det er tit der, de mest vidunderlige venskaber opstår.

Mere tid til snak

I år har vi som noget nyt holdt Åbent Hus cirka en gang om måneden. Det fungerer rigtigt godt at sprede de besøgende unge og deres forældre ud over årets 12 måneder i stedet for, at de kun kommer forbi to gange om året – til Efterskolernes Dag og Efterskolernes Aften. Vi har typisk mere tid til snak og at vise rundt på de hverdagsaftener i løbet af året, hvor vi holder Åbent Hus – og selvfølgelig, når folk ringer og booker et besøg på en dag, som passer dem.

Hvis du ikke kan besøge skolen til årets sidste Åbent Hus 13. juni, så kan du ringe og maile til os, så finder vi en dag, der passer dig bedre.