Få svar på fem spørgsmål

Spørgsmål og svar

Bliv klogere på Hardsyssel og efterskolelivet generelt i vores fem spørgsmål og svar.

Hvis du overvejer at tage på efterskole i 8., 9. eller 10. klasse, har du og dine forældre sikkert en masse spørgsmål, som I gerne vil stille os. I er altid velkomne til at ringe, skrive eller besøge os - vi vil glæde os til at svare på jeres spørgsmål og vise jer skolen.

 

Kontakt os her

 

Vi har også svaret på fem spørgsmål her, som vi ofte får fra kommende elever og forældre. 

 

Spørgsmål 1

Hardsyssel Efterskole er en bred efterskole. Men hvad får jeg egentlig med mig efter et ophold på Hardsyssel, når I ikke har en særlig profil som fx musik, gymnastik eller fodbold?

Hardsyssel har ikke kun én særlig profil, men fire skarpe linjer: Outdoor, Sport, Musik og Film. Når du som elev kommer på en skole med mange forskellige fag, linjer og interesser, så møder du mennesker, du ikke havde regnet med kunne blive dine venner. Måske er det den allerstørste fordel ved en bred efterskole.

Du møder nogen med samme interesser som dig selv, og du møder nogen, der på ingen måde ligner dig selv. Det er tit der, de mest vidunderlige venskaber opstår. Når vi tør møde hinanden på kryds og tværs af interesser, så bliver livet langt større. Vi bliver kloge på os selv, og vi opdager nye sider af os selv.

Og netop det at blive klog på sig selv i fællesskab med andre er den helt store gevinst ved en bred efterskole, der har fællesskab, som en helt grundlæggende værdi. Spørger man eleverne, hvad der er det bedste ved et år på Hardsyssel, siger de altid fællesskabet. De nævner sjældent et fag eller en interesse som det vigtigste.

Vores linjer og valgfag er ikke noget i sig selv. De er et redskab til at opnå det, som virkelig betyder noget i livet. Troen på både sig selv og andre mennesker og interesse for livet og samfundet.

Spørgsmål 2

Er det en bestemt type unge, der går på efterskole?

Nej. I dag er det en god blanding af samfundets unge, der går på efterskole. Både bulderbasser, englebørn, spasmagere, 12-tals piger, duksedrenge, spørge Jørgener, drama queens og kloge Åger - og alle ind i mellem - er på efterskole.

Og det er lige præcis den skønne sammenblanding af forskellige børn, der gør et efterskoleophold til noget helt unikt og livsudviklende. På efterskole møder du masser af andre mennesker, der er som dig selv – og en masse, der ikke ligner dig. Her er en god blanding af det danske samfund repræsenteret – præcist ligesom i resten af livet. Og det ser vi faktisk som en styrke.

Spørgsmål 3

Lærer eleverne overhovedet noget på en efterskole?

Det spørgsmål kan vi på Hardsyssel svare et klart og rungende JA til. Hardsyssel Efterskole blev oprettet tilbage i 1970 for at møde unge med holdning og dannelse – de principper er stadig gældende.

Hardsyssel er en boglig efterskole - vi sørger for, at alle elever lærer noget. Vores fornemmeste opgave er at gøre dig parat til en ungdomsuddannelse og dermed give dig et godt afsæt til et godt voksenliv. Vi møder dig, hvor du er. Vi udvikler dig både fagligt og personligt gennem målrettet og varieret undervisning, så du kan begynde på din drømmeuddannelse.

Desuden deltager vi et i et nyt projekt om intensiv læringsforløb under Professionshøjskolen Metropol i København og Efterskoleforeningen, som skal løfte elevernes faglige og sociale kompetencer.

Spørgsmål 4

Kan alle have gavn af et efterskoleophold?

Ja, det mener vi så absolut. Mange unge oplever efterskoleopholdet som et af de bedste år af deres liv – uanset hvem de er. Et efterskoleophold gavner nemlig de fleste børn socialt og fagligt.

Du får redskaber og egenskaber, som du vil kunne bruge resten af livet. Hvis du fx synes, det er svært at gå i skole, får du hjælp, støtte og vejledning til det svære. Er du genert, vil et år eller to på efterskole folde dig ud.

Oplever du ikke de store udfordringer hverken personligt, fagligt eller socialt, så vil et efterskoleophold stadig udvikle og selvstændiggøre dig og gøre dig parat til en ungdomsuddannelse.

Spørgsmål 5

Hvordan håndterer I voldsom hjemve?

De første uger på efterskole kan være en voldsom oplevelse for nogle. Det er ofte første gang, du skal være væk fra dine forældre og søskende i længere tid uden mulighed for at komme hjem. Det intense samvær døgnet rundt med dine nye kammerater og lærere kan tage pusten fra dig.

Men selv om det kan se sort ud fra begyndelsen, kan det sagtens ende godt. På Hardsyssel tager vi nemlig hensyn til, at nogle elever kan få svær hjemve. I bor på to mandsværelser i mindre syssler med tre eller fem værelser – især i begyndelsen sikrer det jer et meget stærkt sammenhold, og der er altid nogle kendte ansigter at søge hen i mod, spise sammen med og hænge ud med i fritiden. 

De første uger arbejder vi desuden meget intenst på at lære hinanden hurtigt at kende og med at skabe fællesskabsfølelse, så du ikke føler dig alene, men altid har nogle at snakke om det svære med. Du har desuden en kontaktperson - en såkaldt syssellærer - som hjælper, støtter og opmuntrer dig i svære situationer.

Test dig selv

Er du klar til et år på Hardsyssel Efterskole? Find ud af det med det samme.

Test her

Bestil brochure

Få Hardsyssels vigtigste informationer med posten - og glæd dig også til en lille gave.

Bestil brochure

Besøg os

Vi er altid klar til at vise dig og dine forældre rundt, når det passer jer.

Begynd her

Skolens ansatte

Previous Next