Ledig stilling

Er du vores næste køkkenleder/kok?

Brænder du for at lave god mad til og med unge? Hardsyssel Efterskole søger en ny leder af vores køkken, da vores køkkenleder gennem mange år går på pension.

Hardsyssel Efterskole er en skole med 120 efterskoleelever og knap 30 ansatte. Vi vægter det gode ungdomsliv med afsæt i fællesskab, faglighed, fritid, linjefag og masser af valgfag. På Hardsyssel er spisesalen og køkkenet en integreret del af hverdagen, hvor den gode mad spiller godt sammen med en aktiv hverdag. Vi involverer eleverne i køkkenet, hvor de en uge ad gangen lærer alt fra at lave den sunde salat til at svabe gulvet. Køkkenet er også medvirkende til at sikre Hardsyssels fællesskab og understøtte følelsen af hjemlighed for eleverne.

I køkkenet har vi netop fået broncemærket i økologi. Vi arbejder til stadighed med det bæredygtige køkken og har generelt fokus på udvikling i forhold til fremtidens køkkentrends.  

Om dig
Vi søger dig, der er åben og dialogsøgende og har lyst til at samarbejde og lede køkkenets 3 dygtige ansatte. Vi forventer, at du trives med at arbejde blandt og med efterskoleelever, ligesom du følger med i, hvad ungdommen spiser og måske kan inspirere dem til at spise mere sundt og grønt. Du nyder at arbejde med i køkkenet, planlægge og strukturere arbejdet, og har samtidig ansvaret for køkkenets bestillinger og økonomi. Du får noget fra hånden og sætter en ære i, at køkkenet altid serverer spændende og mættende måltider.

Det er dig som køkkenleder, der med humor, hjælpsomhed og imødekommenhed, sørger for en god kultur i et rent og pænt køkken, også når der er travlt. Formentlig er du kok eller køkkenleder af uddannelse, og det forventes, at du har praktisk erfaring fra faget. Der vil være weekendarbejde og få aftenvagter, men generelt er arbejdstiderne gode.

Vi tilbyder en spændende stilling som køkkenleder, hvor du får rig mulighed for at bidrage til en god arbejdsplads, og hvor elever og kolleger glæder sig til at sætte tænderne i din mad.

Om Hardsyssel
Hardsyssel Efterskole er en bred, almen efterskole med baggrund i FDF og Folkekirken. Vi har 120 elever (heraf fire med fysisk handikap) fordelt i 8., 9. og 10.klasse på fem forskellige linjer: Film, Musik, Sport, E-sport og Outdoor. Eleverne bor på sysler (lejligheder med 10 elever i hver), hvoraf de fleste er bygget i 2009. Skolen ligger i Vestjylland mellem Holstebro og Struer.

Vi glæder os til at høre fra dig
Send din ansøgning inkl. CV og relevante bilag som en samlet PDF-fil senest søndag d. 19. september til Jonas Hejsel, forstander@hardsyssel.dk. Vi indhenter straffe- og børneattest. Vi holder åbent hus for interesserede mandag d. 13.september kl. 15 – 16 (tilmelding ikke nødvendig). For yderligere information er du velkommen til at kontakte Hanne (afdelingsleder) på 9685 9003 eller Jonas (forstander) på 9685 9000 (i dagtimerne på hverdage). Samtaler afholdes i uge 38 og uge 39, 2021. Første arbejdsdag er den 1. november 2021.

Praktikpladser

I praktik fra lærerseminariet

På Hardsyssel Efterskole har vi lærere i praktik fra alle landets seminarier - men primært kun fra 3. og 4. årgang.

I folderen her kan du læse mere om Hardsyssel Efterskole som praktiksted og se, hvordan du kan søge praktikplads.

Praktikanter på Hardsyssel Efterskole